Brok, brok, brok, brok, brok...

Jeg tror såmænd den fremragende, velartikulerede Peter Andreas - igen - har identificeret og formuleret noget, som jeg altid har haft lyst til at brokke mig over.

Hvorfor er det, at alt for mange, alt for ofte finder det fuldt tilstrækkeligt at brokke sig - og ellers ikke gøre en hujende fis ved det?

Svaret (eller i hvert fald en del af det) kan formentlig forklares med dette citat:

"Problemet er, at den dag Folket har overvundet den elite, der per definition altså udnytter det, da mister Folket sin offerrolle og dermed også, ikke bare sit våben, men sin sjæl. Derfor er Folket fanget i en absurd fælde, hvor kampen mod eliten sagtens kan, men ikke må, vindes."

Jamen, hurra. Det skal da helt sikkert nok blive anderledes så. Nå nej, vel?! Men på den anden side, så var det jo så åbenbart slet ikke meningen heller. Vi skulle jo bare brokke os lidt.


- Spladi Storbrok

(Red.: Ja ja, jeg faldt lige over det... "Svaret kan forklares"... Hmm, kan det nu også det?! Og så tænkte jeg faktisk også på, om jeg overhovedet skulle have gjort opmærksom på sprogblomsten. Men nu gjorde jeg det. Så go ahead. Føl fri til at svare på, om svaret kan forklares...)